2011 recap

Godt nytår allesammen,

det kan fandeme kun blive bedre end det her år har været….

det her år er endeligt færdig, og det er jeg glad for, det har da godt nok været et totalt skod år. Der er sket alt for mange ting, synes jeg. Året startede meget fint, jeg gik i skole, kunne følge med. jeg fik tilmed 10 i samfundsfag, og så kom sommerferien… og så gik de hele galt. der var knas med SU så de sidste 6 måneder af året har været noget rod. jeg fik omveltet min diagnose fra ADHD til Asbergers syndrom. kommer af medicin og alt bliver forvirrende. en gang i mellem føler jeg mig næsten drevet til at drikke, jeg har ikke rigtigt nogen anden flugt fra virkeligheden.

der er selvfølgeligt altid “ensomheds” prblemet, det med at mine venner bliver ældre og flytter. det er ikke rigtigt noget jeg kan forholde mig til når jeg konstant løber mod muren. jeg er 23 og jeg har endnu ikke formået noget, og jeg føler mig flov over det. jeg føler mig dum og handikappet, selv om ingen af delene passer… jeg har intelligensen, så hvorfor fanden kan jeg så ikke klare en uddandelse, det er uværdigt. jeg forventer måske for meget af mig selv, men når jeg ved jeg kan, og så bare fejler gang på gang… så er det det da ikke så sært jeg er deprimeret. jeg prøver noget nyt nu, jeg går aktivt efter et forhold, med en pige jeg skal tage mig sammen for at få, fejler jeg, så kommer det til at gøre ondt, men det kan sagtens ende med at blive min redning. hvem ved.

2011 var et lorte år.. 2012 bliver bedre?

tilbageblik

Det er et stykke tid siden jeg har blogget… der er sket følgende i det sidste halvandet år…

Året

Den første halvdel af 2009, have flakket rundt mellem venner og familie. Jeg boede hos hvem der nu havde plads, tættest til hvad end kommunal institution jeg skulle på. August 2009 flyttede jeg til skive, og startede med at tage en HF på skive gym, men det blev den samme gamle sang igen, efter 5 måneder kunne jeg bare ikke mere. ISÆR fordi at jeg var 20 i en klasse fyldt med børn lige ud af folkeskolen. November gik den gal, og jeg forsvandt fuldstændig, under radaren, familie og venner så jeg næsten aldrig, og jeg gik kun ud når jeg skulle købe ind. Jeg gik sjældent i bad og dagene flød bare ind i hinanden.

Der gik en god måned før en fra UU skive kom og bankede på min dør for at se om jeg var i live, og der fra gik det så frem ad. Jeg kom ind i det kommunale system endnu en gang men denne gang som sygemeldt. Jeg kom på bomi og arbejde, en fabrik for folk i aktivering og skåne jobs. Der fra var det en kamp for mig at komme til psykiater for at se hvilke diagnoser jeg egenligt havde. Men efter en fantastisk indsats fra Tanja(min kontaktperson på bomi) så kom jeg videre til et projekt der hedder Indsat på tvær, Hvor jeg fik en ny kontaktperson; Kathrine. Her fra gik alting stærkt. I maj 2010 kom jeg endelig til psykiater og fik ordinere antidepresiv medicin, og efter en sommer hvor jeg konstant kæmpede med lysten til at ”stoppe det hele” fik jeg samlet modet til at slås for at få det bedre. Efteråret stod i ADHD’ens Tegn, og jeg kom på medicin, fik diagnosen, kugledyne og kom på et kursus på CKU for voksne, ny-diagnostiserede unge (18-25 årige) og er i gale det var et godt kursus. Så nåede jeg på ingen tid til december, hvor jeg havde nået ”toppen.” Det havde været et komplet og totalt lorte år. Den første del havde gået alt for langsomt, hvor den sidste del havde alt for meget fart på. Så nu står jeg så hvor jeg er, jeg har alt det værktøj jeg skal bruge for at kunne klare en uddandelse. Og jeg går på VUC hvor jeg tager en hel HF. Mit eneste problem er at jeg syns alt måske er gået for hurtigt. Jeg føler måske lidt at jeg har skyndt mig lidt for meget for at komme i gang.

Penge har selvfølgeligt altid sin vægt, og 2010 var præget af fattigdom for mange mennesker, men især Hr. Paw N. B. Pedersen. Mange dage fik jeg ikke noget at spise, og jeg skulle veje hver 20’er. Om jeg skulle have toilet parpir eller et toastbrød, var de store økonomiske spørgsmål for mig, og jeg var konstant bange for at se en foged komme ind af døren for at kræve mine ting, for regninger der ikke blev betalt. Den sidste halvdel af året levede jeg på min familie og mine venner, især Nikolaj som jeg aldrig havde klaret mig uden.

Hovedet

jeg har fået min krop behandlet, men jeg er så træt nu. Jeg har ikke plads til noget, og folk skal ikke have forventninger til mig. Jeg har en ny støtte/kontakt person, Jes fra UU skive. En fantastisk mand, som har alt det overskud jeg selv mangler, jeg er dog lidt i tvivl om han forstår min situation. Det er jo selvfølgeligt også min egen skyld fordi jeg er så fantastisk dårlig til at forklare hvordan jeg har det. Jeg vil så nødigt skuffe nogen, og min store mission er at gøre min far stolt, fordi jeg ser så utroligt meget op til ham.

Jeg vil gerne klare den her HF, men er ikke sikker på at jeg er i stand til det, men jeg skal. For hvis ikke jeg kan skal jeg tilbage på kontanthjælp og det kan jeg ikke overleve på. Så jeg har præss fra alle sider. Min egen stolthed er mit svageste punkt, jeg er ikke i stand til at ”tage fejl” og det tager mig utroligt længe at lade andres mening sive ind. Jeg bliver stædig og sur, og folk er nød til at forstå at det ikke er noget jeg selv styre. Det er fordi jeg ikke er i stand til at forstå hvad i siger, så i er nød til at lade mig være hvis jeg begynder at blive firkantet og løbe tør for argumenter. For i får intet ud af det, for er ikke selv i stand til at stoppe.

Mit Handikap

ADHD er noget forpulet lort at have; jeg er ikke i stand til at filtrere eller at slappe af mentalt. Alting kommer ind og jeg er nød til at behandle alt information så derfor bliver alt rodet sammen. jeg bliver forvirret utroligt nemt, og følelserne bære jeg på ærmet.

Min hjerne fungere altså kort sagt ikke som den skal. Hvis jeg skal forklare ADHD så er det min hjerne der ikke er i stand til at lukke af og fokusere, så alle indtryk kommer ind. At sidde i et klasseværelse hvor folk normalt sagtens kan følge undervisningen, er for mig at sidde på hovedbanegården i København klokken 5 om fredagen. De små ting i andre ikke ligger mærke til er jeg nød til at tage ind; en dreng der sidder og bladre med sit parpir og trommer med sin blyant, pigerne der snakker nede i hjørnet for lavt til at læren kan høre det, ham der sidder og hopper med sine fødder og selvfølgeligt læren der føre sin undervisning. Alt det er jeg nød til at fokusere på, og det er ikke noget jeg selv kan vælge fra.

Folk der siger at man altid har et valg, forstår slet ikke verden, det er et snævert synspunkt der ikke høre hjemme nogen stæder og det går fuldstændig imod videnskaben. Og især fordi jeg ikke kan vælge mit adhd fra. Og kan ikke vælge hvor jeg vil fokusere eller hvad jeg vil gøre.

Al den uro jeg får oppe i hovedet kræver at jeg skal have ro til at bearbejde det, så når jeg kommer hjem er jeg knapt nok i stand til at fodre min kat med mindre han selv minder mig om det. Jeg har min telefon til at minde mig om alt jeg skal: tage min medicin, vaske tøj, gå i skole, foder til mine katte selv min families fødselsdage er jeg ikke i stand til at huske. Selv med min medicin kan jeg nemt distraheres.

Det er fantastisk at vide hvad der har været skyld i at meget af mit liv ligger i toilettet. Men nu har jeg bare navnet på ét onde. Jeg ved stadig ikke hvordan jeg reagere på det, eller hvad jeg skal gøre når jeg har det svært.

Kunne godt bruge at komme til en psykolog og få slået nogle af de knuder op som jeg har i min tanke tråd. Men jeg ved ikke hvordan jeg gør.

Afslutning

Hvis du er nået her til er jeg virkelig glad J det betyder utroligt meget at folk har interesse i, í hvordan jeg har det. Også fordi at jeg konstant søger accept hos folk. Jeg har stadig masser af ting som roder og ting der skal ordnes. Jeg har sikkert glemt at skrive en masse i hele den her smørre, men der er jo altid en anden dag.

Verden kan vente, for nu har jeg fri