2011 recap

31 12 2011

Godt nytår allesammen,

det kan fandeme kun blive bedre end det her år har været….

det her år er endeligt færdig, og det er jeg glad for, det har da godt nok været et totalt skod år. Der er sket alt for mange ting, synes jeg. Året startede meget fint, jeg gik i skole, kunne følge med. jeg fik tilmed 10 i samfundsfag, og så kom sommerferien… og så gik de hele galt. der var knas med SU så de sidste 6 måneder af året har været noget rod. jeg fik omveltet min diagnose fra ADHD til Asbergers syndrom. kommer af medicin og alt bliver forvirrende. en gang i mellem føler jeg mig næsten drevet til at drikke, jeg har ikke rigtigt nogen anden flugt fra virkeligheden.

der er selvfølgeligt altid “ensomheds” prblemet, det med at mine venner bliver ældre og flytter. det er ikke rigtigt noget jeg kan forholde mig til når jeg konstant løber mod muren. jeg er 23 og jeg har endnu ikke formået noget, og jeg føler mig flov over det. jeg føler mig dum og handikappet, selv om ingen af delene passer… jeg har intelligensen, så hvorfor fanden kan jeg så ikke klare en uddandelse, det er uværdigt. jeg forventer måske for meget af mig selv, men når jeg ved jeg kan, og så bare fejler gang på gang… så er det det da ikke så sært jeg er deprimeret. jeg prøver noget nyt nu, jeg går aktivt efter et forhold, med en pige jeg skal tage mig sammen for at få, fejler jeg, så kommer det til at gøre ondt, men det kan sagtens ende med at blive min redning. hvem ved.

2011 var et lorte år.. 2012 bliver bedre?

Reklamer




tilbageblik

7 02 2011

Det er et stykke tid siden jeg har blogget… der er sket følgende i det sidste halvandet år…

Året

Den første halvdel af 2009, have flakket rundt mellem venner og familie. Jeg boede hos hvem der nu havde plads, tættest til hvad end kommunal institution jeg skulle på. August 2009 flyttede jeg til skive, og startede med at tage en HF på skive gym, men det blev den samme gamle sang igen, efter 5 måneder kunne jeg bare ikke mere. ISÆR fordi at jeg var 20 i en klasse fyldt med børn lige ud af folkeskolen. November gik den gal, og jeg forsvandt fuldstændig, under radaren, familie og venner så jeg næsten aldrig, og jeg gik kun ud når jeg skulle købe ind. Jeg gik sjældent i bad og dagene flød bare ind i hinanden.

Der gik en god måned før en fra UU skive kom og bankede på min dør for at se om jeg var i live, og der fra gik det så frem ad. Jeg kom ind i det kommunale system endnu en gang men denne gang som sygemeldt. Jeg kom på bomi og arbejde, en fabrik for folk i aktivering og skåne jobs. Der fra var det en kamp for mig at komme til psykiater for at se hvilke diagnoser jeg egenligt havde. Men efter en fantastisk indsats fra Tanja(min kontaktperson på bomi) så kom jeg videre til et projekt der hedder Indsat på tvær, Hvor jeg fik en ny kontaktperson; Kathrine. Her fra gik alting stærkt. I maj 2010 kom jeg endelig til psykiater og fik ordinere antidepresiv medicin, og efter en sommer hvor jeg konstant kæmpede med lysten til at ”stoppe det hele” fik jeg samlet modet til at slås for at få det bedre. Efteråret stod i ADHD’ens Tegn, og jeg kom på medicin, fik diagnosen, kugledyne og kom på et kursus på CKU for voksne, ny-diagnostiserede unge (18-25 årige) og er i gale det var et godt kursus. Så nåede jeg på ingen tid til december, hvor jeg havde nået ”toppen.” Det havde været et komplet og totalt lorte år. Den første del havde gået alt for langsomt, hvor den sidste del havde alt for meget fart på. Så nu står jeg så hvor jeg er, jeg har alt det værktøj jeg skal bruge for at kunne klare en uddandelse. Og jeg går på VUC hvor jeg tager en hel HF. Mit eneste problem er at jeg syns alt måske er gået for hurtigt. Jeg føler måske lidt at jeg har skyndt mig lidt for meget for at komme i gang.

Penge har selvfølgeligt altid sin vægt, og 2010 var præget af fattigdom for mange mennesker, men især Hr. Paw N. B. Pedersen. Mange dage fik jeg ikke noget at spise, og jeg skulle veje hver 20’er. Om jeg skulle have toilet parpir eller et toastbrød, var de store økonomiske spørgsmål for mig, og jeg var konstant bange for at se en foged komme ind af døren for at kræve mine ting, for regninger der ikke blev betalt. Den sidste halvdel af året levede jeg på min familie og mine venner, især Nikolaj som jeg aldrig havde klaret mig uden.

Hovedet

jeg har fået min krop behandlet, men jeg er så træt nu. Jeg har ikke plads til noget, og folk skal ikke have forventninger til mig. Jeg har en ny støtte/kontakt person, Jes fra UU skive. En fantastisk mand, som har alt det overskud jeg selv mangler, jeg er dog lidt i tvivl om han forstår min situation. Det er jo selvfølgeligt også min egen skyld fordi jeg er så fantastisk dårlig til at forklare hvordan jeg har det. Jeg vil så nødigt skuffe nogen, og min store mission er at gøre min far stolt, fordi jeg ser så utroligt meget op til ham.

Jeg vil gerne klare den her HF, men er ikke sikker på at jeg er i stand til det, men jeg skal. For hvis ikke jeg kan skal jeg tilbage på kontanthjælp og det kan jeg ikke overleve på. Så jeg har præss fra alle sider. Min egen stolthed er mit svageste punkt, jeg er ikke i stand til at ”tage fejl” og det tager mig utroligt længe at lade andres mening sive ind. Jeg bliver stædig og sur, og folk er nød til at forstå at det ikke er noget jeg selv styre. Det er fordi jeg ikke er i stand til at forstå hvad i siger, så i er nød til at lade mig være hvis jeg begynder at blive firkantet og løbe tør for argumenter. For i får intet ud af det, for er ikke selv i stand til at stoppe.

Mit Handikap

ADHD er noget forpulet lort at have; jeg er ikke i stand til at filtrere eller at slappe af mentalt. Alting kommer ind og jeg er nød til at behandle alt information så derfor bliver alt rodet sammen. jeg bliver forvirret utroligt nemt, og følelserne bære jeg på ærmet.

Min hjerne fungere altså kort sagt ikke som den skal. Hvis jeg skal forklare ADHD så er det min hjerne der ikke er i stand til at lukke af og fokusere, så alle indtryk kommer ind. At sidde i et klasseværelse hvor folk normalt sagtens kan følge undervisningen, er for mig at sidde på hovedbanegården i København klokken 5 om fredagen. De små ting i andre ikke ligger mærke til er jeg nød til at tage ind; en dreng der sidder og bladre med sit parpir og trommer med sin blyant, pigerne der snakker nede i hjørnet for lavt til at læren kan høre det, ham der sidder og hopper med sine fødder og selvfølgeligt læren der føre sin undervisning. Alt det er jeg nød til at fokusere på, og det er ikke noget jeg selv kan vælge fra.

Folk der siger at man altid har et valg, forstår slet ikke verden, det er et snævert synspunkt der ikke høre hjemme nogen stæder og det går fuldstændig imod videnskaben. Og især fordi jeg ikke kan vælge mit adhd fra. Og kan ikke vælge hvor jeg vil fokusere eller hvad jeg vil gøre.

Al den uro jeg får oppe i hovedet kræver at jeg skal have ro til at bearbejde det, så når jeg kommer hjem er jeg knapt nok i stand til at fodre min kat med mindre han selv minder mig om det. Jeg har min telefon til at minde mig om alt jeg skal: tage min medicin, vaske tøj, gå i skole, foder til mine katte selv min families fødselsdage er jeg ikke i stand til at huske. Selv med min medicin kan jeg nemt distraheres.

Det er fantastisk at vide hvad der har været skyld i at meget af mit liv ligger i toilettet. Men nu har jeg bare navnet på ét onde. Jeg ved stadig ikke hvordan jeg reagere på det, eller hvad jeg skal gøre når jeg har det svært.

Kunne godt bruge at komme til en psykolog og få slået nogle af de knuder op som jeg har i min tanke tråd. Men jeg ved ikke hvordan jeg gør.

Afslutning

Hvis du er nået her til er jeg virkelig glad J det betyder utroligt meget at folk har interesse i, í hvordan jeg har det. Også fordi at jeg konstant søger accept hos folk. Jeg har stadig masser af ting som roder og ting der skal ordnes. Jeg har sikkert glemt at skrive en masse i hele den her smørre, men der er jo altid en anden dag.

Verden kan vente, for nu har jeg fri





bent not broken

19 09 2009

Måske har jeg brug for hjælp, måske er jeg slet ikke så samlet og i orden som folk måske tror.

jeg ved ikke. måske har jeg bare brugt så meget af mit liv på at lave facader at jeg selv er begyndt at tro på dem. og i den proces tror jeg at paw pedersen selv er blevet tabt. jeg tror ikke jeg ved hvem jeg er mere. men en gang i mellem, en sjælden gang,  kommer der lidt op til overfladen. det der kommer op er ikke nødvendigvis noget jeg kan lide.

aggression, depression, dårlige beslutninger, manglende selvværd, en mangel på empati, en lyst til at få folk ned under et niveau som jeg er på så jeg ikke er den der har det værst. jeg lytter til folks problemer og jeg får det bedre, for så føler jeg ikke at jeg er den eneste der har lavet fuckups. jeg er faktisk et meget sørgeligt menneske.

ikke at jeg ikke kan lide at hjælpe dem der er omkring mig, men nu skrider mit eget underlag.  hvad hjælp kan jeg så være?

jeg tror jeg har brug for hjælp





so what now?

22 08 2009

Hey allesammen, det er længe siden jeg har lavet en post, så giver jer lige en kæmpe opdatering

Som de fleste nok ved, har jeg haft nogle turbulente 8 måneder, siden jeg flyttede fra Kolding. Jeg vil lige starte det hele ud med virkeligt at takke dem der har været her og hjulpet. Mor, Far, Pia & Dennis, Tobias og De dejlige mennesker på Mikjær farmen. jeg ved jeg ikke ligefrem har været nem i løbet af de her måneder. men nu har jeg fået ro på, nu har jeg fået alt det jeg har villet have igen. jeg går i skole, jeg har min lejlighed, jeg er tæt på mine venner, jeg har en klasse jeg kan li, jeg kan for en gangs skyld klare mig selv, jeg har fantastiske naboer… jeg har det godt….

nu skal jeg have fundet nogle nye mål og jeg har tænkt mig at prøve at gøre noget ved en af de mål jeg har på min “bucket list” , jeg regner med at jeg vil til at træne, og få mig det vaskebræt, eller i det mindste komme af med maven. for det her er bare ikke godt nok. NU skal jeg have tabt mig, og med mine nye klassekammerater på HF sundheds holdet, har jeg fået overskuddet til det. så hvis i læser med 1.P. så skal jeg nok bruge jeres hjælp til det her projekt!

Paw har fået det godt igen, og nu vil han have det endnu bedre!





a dream for the dreams sake

25 04 2009

natten til fredag have jeg den mest vidunderlige drøm

jeg sidder i en lænestol omgivet af min familie, og foran mig på gulvet leger nogle børn. og en lille pige, den smukkeste lille pige rejser sig og løber hen til mig og siger “jeg er lige her far” jeg samler hende op og løfter hende. og så slutter drømmen. jeg vågner op sagte men med en utrolig følelse inden i.

ville bare lige dele det med jer





billeder til Visuel HF

23 04 2009
jeg var til optagelses prøve på den visuelle hf linie i viborg, og lovede jeg ville smække nogle biller op af de ting jeg har lavet, så her er de:

blig banner til en gammel blog jeg havde (har ikke selv lavet ironman, haha)
blig banner til en gammel blog jeg havde (har ikke selv lavet ironman, haha)
sticker lavet til en hjemmeside

sticker lavet til en hjemmes

sticker lavet til samme hjemme side

sticker lavet til samme hjemme side

banner lavet til et forum, brugt som signatur

banner lavet til et forum, brugt som signatur

endnu et sticker lavet til et froum

endnu et sticker lavet til et froum





Tid er relativt, det er blogging også

19 03 2009

Det har været et stykke tid siden mit sidste indlæg og der går nok også et stykke tid inden at jeg laver et igen

Som de fleste af jer nok ved, så har det jo gået en del ned af, her på det sidste. Jeg regner ikke med at det bliver bedre her i den nermere fremtid og jeg er okay med det. jeg er i øjeblikket på et punkt på nedturen hvor jeg bare lader det flyde hen over mig. jeg har det utroligt godt faktisk, jeg er afslappet. jeg tror det at være ude og opleve verden uden familien og vennerne har været godt for mig. så nu er jeg hjemme, mere moden, mere erfaren og mere livslysten end nogen sinde. jeg har en utrolig energi jeg har manglet før. alting går virkeligt dårligt men jeg tager det som det kommer og fokusere på de dejlige mennesker og ting jeg har at fokusere på. så jeg har det dejligt.

Problemer der skal overstås indtil videre:

  • Skal have et sted at bo
  • skal have et job
  • skal have tømt min lejlighed i kolding
  • skal finde et sted at stille mine ting fra kolding
  • skal have et kørekort
  • skal betale mine regninger

Det virker som meget… men jeg er lige nu okay med det hele, ser det som ting der skal ordnes, ikke som ting der vil velte hele mit kongerige. DOG skal min familie virkelig holde op med at stresse på mig. DET har jeg bare på INGEN måde overskud til. det gør MIG stresset og så går det ud over dem jeg er omkring og det har de slet ikke fortjænt

Ellers går det stille og roligt, tror faktisk jeg er begyndt at have overskud til måske at begynde at date igen. jeg er glad og tilfreds med migselv og det giver mig lysten til at vove mig ud i dating senen igen, skræmende hva? 😛

anyway, der går nok et lille stykke tid inden det næste update, så er i klar over det 😀 har godt gang i at komme på ret køl igen