Det er et stykke tid siden jeg har blogget… der er sket følgende i det sidste halvandet år…
Året
Den første halvdel af 2009, have flakket rundt mellem venner og familie. Jeg boede hos hvem der nu havde plads, tættest til hvad end kommunal institution jeg skulle på. August 2009 flyttede jeg til skive, og startede med at tage en HF på skive gym, men det blev den samme gamle sang igen, efter 5 måneder kunne jeg bare ikke mere. ISÆR fordi at jeg var 20 i en klasse fyldt med børn lige ud af folkeskolen. November gik den gal, og jeg forsvandt fuldstændig, under radaren, familie og venner så jeg næsten aldrig, og jeg gik kun ud når jeg skulle købe ind. Jeg gik sjældent i bad og dagene flød bare ind i hinanden.
Der gik en god måned før en fra UU skive kom og bankede på min dør for at se om jeg var i live, og der fra gik det så frem ad. Jeg kom ind i det kommunale system endnu en gang men denne gang som sygemeldt. Jeg kom på bomi og arbejde, en fabrik for folk i aktivering og skåne jobs. Der fra var det en kamp for mig at komme til psykiater for at se hvilke diagnoser jeg egenligt havde. Men efter en fantastisk indsats fra Tanja(min kontaktperson på bomi) så kom jeg videre til et projekt der hedder Indsat på tvær, Hvor jeg fik en ny kontaktperson; Kathrine. Her fra gik alting stærkt. I maj 2010 kom jeg endelig til psykiater og fik ordinere antidepresiv medicin, og efter en sommer hvor jeg konstant kæmpede med lysten til at ”stoppe det hele” fik jeg samlet modet til at slås for at få det bedre. Efteråret stod i ADHD’ens Tegn, og jeg kom på medicin, fik diagnosen, kugledyne og kom på et kursus på CKU for voksne, ny-diagnostiserede unge (18-25 årige) og er i gale det var et godt kursus. Så nåede jeg på ingen tid til december, hvor jeg havde nået ”toppen.” Det havde været et komplet og totalt lorte år. Den første del havde gået alt for langsomt, hvor den sidste del havde alt for meget fart på. Så nu står jeg så hvor jeg er, jeg har alt det værktøj jeg skal bruge for at kunne klare en uddandelse. Og jeg går på VUC hvor jeg tager en hel HF. Mit eneste problem er at jeg syns alt måske er gået for hurtigt. Jeg føler måske lidt at jeg har skyndt mig lidt for meget for at komme i gang.
Penge har selvfølgeligt altid sin vægt, og 2010 var præget af fattigdom for mange mennesker, men især Hr. Paw N. B. Pedersen. Mange dage fik jeg ikke noget at spise, og jeg skulle veje hver 20’er. Om jeg skulle have toilet parpir eller et toastbrød, var de store økonomiske spørgsmål for mig, og jeg var konstant bange for at se en foged komme ind af døren for at kræve mine ting, for regninger der ikke blev betalt. Den sidste halvdel af året levede jeg på min familie og mine venner, især Nikolaj som jeg aldrig havde klaret mig uden.
Hovedet
jeg har fået min krop behandlet, men jeg er så træt nu. Jeg har ikke plads til noget, og folk skal ikke have forventninger til mig. Jeg har en ny støtte/kontakt person, Jes fra UU skive. En fantastisk mand, som har alt det overskud jeg selv mangler, jeg er dog lidt i tvivl om han forstår min situation. Det er jo selvfølgeligt også min egen skyld fordi jeg er så fantastisk dårlig til at forklare hvordan jeg har det. Jeg vil så nødigt skuffe nogen, og min store mission er at gøre min far stolt, fordi jeg ser så utroligt meget op til ham.
Jeg vil gerne klare den her HF, men er ikke sikker på at jeg er i stand til det, men jeg skal. For hvis ikke jeg kan skal jeg tilbage på kontanthjælp og det kan jeg ikke overleve på. Så jeg har præss fra alle sider. Min egen stolthed er mit svageste punkt, jeg er ikke i stand til at ”tage fejl” og det tager mig utroligt længe at lade andres mening sive ind. Jeg bliver stædig og sur, og folk er nød til at forstå at det ikke er noget jeg selv styre. Det er fordi jeg ikke er i stand til at forstå hvad i siger, så i er nød til at lade mig være hvis jeg begynder at blive firkantet og løbe tør for argumenter. For i får intet ud af det, for er ikke selv i stand til at stoppe.
Mit Handikap
ADHD er noget forpulet lort at have; jeg er ikke i stand til at filtrere eller at slappe af mentalt. Alting kommer ind og jeg er nød til at behandle alt information så derfor bliver alt rodet sammen. jeg bliver forvirret utroligt nemt, og følelserne bære jeg på ærmet.
Min hjerne fungere altså kort sagt ikke som den skal. Hvis jeg skal forklare ADHD så er det min hjerne der ikke er i stand til at lukke af og fokusere, så alle indtryk kommer ind. At sidde i et klasseværelse hvor folk normalt sagtens kan følge undervisningen, er for mig at sidde på hovedbanegården i København klokken 5 om fredagen. De små ting i andre ikke ligger mærke til er jeg nød til at tage ind; en dreng der sidder og bladre med sit parpir og trommer med sin blyant, pigerne der snakker nede i hjørnet for lavt til at læren kan høre det, ham der sidder og hopper med sine fødder og selvfølgeligt læren der føre sin undervisning. Alt det er jeg nød til at fokusere på, og det er ikke noget jeg selv kan vælge fra.
Folk der siger at man altid har et valg, forstår slet ikke verden, det er et snævert synspunkt der ikke høre hjemme nogen stæder og det går fuldstændig imod videnskaben. Og især fordi jeg ikke kan vælge mit adhd fra. Og kan ikke vælge hvor jeg vil fokusere eller hvad jeg vil gøre.
Al den uro jeg får oppe i hovedet kræver at jeg skal have ro til at bearbejde det, så når jeg kommer hjem er jeg knapt nok i stand til at fodre min kat med mindre han selv minder mig om det. Jeg har min telefon til at minde mig om alt jeg skal: tage min medicin, vaske tøj, gå i skole, foder til mine katte selv min families fødselsdage er jeg ikke i stand til at huske. Selv med min medicin kan jeg nemt distraheres.
Det er fantastisk at vide hvad der har været skyld i at meget af mit liv ligger i toilettet. Men nu har jeg bare navnet på ét onde. Jeg ved stadig ikke hvordan jeg reagere på det, eller hvad jeg skal gøre når jeg har det svært.
Kunne godt bruge at komme til en psykolog og få slået nogle af de knuder op som jeg har i min tanke tråd. Men jeg ved ikke hvordan jeg gør.
Afslutning
Hvis du er nået her til er jeg virkelig glad J det betyder utroligt meget at folk har interesse i, í hvordan jeg har det. Også fordi at jeg konstant søger accept hos folk. Jeg har stadig masser af ting som roder og ting der skal ordnes. Jeg har sikkert glemt at skrive en masse i hele den her smørre, men der er jo altid en anden dag.
Verden kan vente, for nu har jeg fri
Hvor er det godt at læse – der er virkelig sket noget i Paw Pedersens liv! Ja ADHD er noget lort, men man kan langt hen indrette sit liv efter det, så det bliver til at holde ud, og jeg kan læse, at du er godt på vej!
Jeg synes, det er meget modigt af dig at hoppe på en fuld HF på en gang – netop fordi den manglende filtreringsevne gør det så hårdt – jeg krydser fingre for, at det går – og sig til, hvis vi kan hjælpe
tak fordi du læste med ^^
det med HF er faktisk super smart, jeg startede i januar og har kun 3 fag, og på VUC dropper folk ud som fluer
Det er det mest modne og afklarede jeg har hørt fra dig, Paw. Det betyder at du udvikler dig og det er altså meget flot.
Det kommer nok ikke helt som en overraskelse for mig at du har ADHD- det passer meget godt på det menneske jeg kendte tilbage i Stoholm
Det må være svært ikke at kunne abstrahere og fokusere, især når det er det man så gerne vil. Selv har jeg (uden sammenligning!) tiltider svært ved at fokusere min energi effektivt, men min “diagnose” hedder vist sløsethed:)
Selvom man ikke har en uddannelse eller titler eller penge så er der en anden meget væsentlig del af ens tilværelse og det er den dagsorden som man opererer efter. Jeg kender mennesker som man generelt set ville anse for at have succes på det sted de er i livet. Men jeg fornemmer også at de ikke altid er afklaret med dem selv. Deres valg er truffet ud fra normer og forventninger fra deres omverden og faktisk ikke af dem selv. Og derfor tolker jeg at de heller ikke selv sætter pris på deres “succes”- de er ikke “lykkelige”. Min lidt langhårede pointe er at du skal sætte stor pris på at indse dit problem, for med det kan du tackle de situationer du kommer ud i og træffe valg som du som menneske føler giver mening i din tilværelse og det er altså meget værd tror jeg.
Klap dig selv på skulderen, hvis ingen andre gør det
Alt held og lykke i fremtiden, Paw. Du er god nok.
Tusind tak simon
derfor har debatter med lige presis dig altid været så fyrige da (som der står i indlæget) jeg ikke kan se NÅR jeg tager fejl, og da du selv er utrolig stædig omkring dine holdninger 
det er 2 tog der vil hver sin vej ^^
det sjove her er, at jeg faktisk ikke taler eller snakker anderledes end jeg normalt gør, problemet er at der ikke er et filter mellem mund og hjerne når jeg snakker med folk ansigt til ansigt, derfor bliver jeg meget nemt barnlig og u overvejet, men på tekst medier har jeg en chance for at gen læse og revidere mine udtalelser. Jeg har aldrig haft et problem med min intelligens, men med min stædighed og utålmodighed
jeg er utroligt glad fordi du har læst min blog, det betyder utroligt meget for mig
tak og i lige måde simon ^^